Kursus i lydoptagelse – lær at lave god lyd

– v/tonemester og komponist Ask Kæreby.

Arbejder du med lyd – enten som selvstændigt medie eller til billede (video/film etc.) og vil du gerne selv kunne lave optagelser i god kvalitet?

Over to dage gennemgår vi, hvad der skal til for at få en god optagelse med hjem. F.eks. vil vi se nærmere på hvad lyd egentlig er, hvad der er “den gode lyd” og hvad gør mikrofonen (ikke)? Vi arbejder med den videre bearbejdning af optagelserne ligesom vi ser på forskellige typer af lyd og opstillinger og digitale optagere samt andre transducere. Der undervises i plenum, og kurset veksler mellem teoretisk information og praktiske øvelser, ligesom der vil være en lille hjemmeopgave.

Medbring en lydoptager – evt. mobiltelefon eller bærbar computer med lydkort/interface – samt gode hovedtelefoner.

Kurset henvender sig til professionelle billedkunstnere, der arbejder med video og film.

Forberedelse:
Du skal på forhånd have lavet din første optagelse – eller i hvert fald forsøgt – så vi ved der er “hul igennem” til dit udstyr. Vi kommer til at gennemgå generelle indstillinger og optageteknik, så der er ingen særlige krav til testoptagelsen.

Underviser:
Ask Kæreby (f.1978) er tonemester og komponist, uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fra Rytmisk Musikkonservatorium.

Han arbejder med indspilning, mix, redigering og mastering for kunstnere og musikere samt med interdisciplinær og researchbaseret komposition og lyddesign – se evt. https://soundcloud.com/ask-kaereby og http://passiveaggressive.dk/ask- kaereby-en-repraesentation-af-det-der-aldrig-var/

Derudover har Ask 9 års erfaring med undervisning i lydteknik og ProTools.

Tid:
Torsdag d. 17. maj og torsdag d. 24. maj 2018, begge dage kl. 10-16

Sted:
Det Kongelige Danske Kunstakademi
Billedkunstskolerne
Institutauditoriet
Peder Skrams Gade 2, opgang G, 3.sal
1050 København K

Egenbetaling:
500 kr. inkl. en let frokost. (For ikke BKF-medlemmer: 1.000 kr.)

Tilmelding:
Tilmelding foretages via email på kmfp@bkf.dk senest 10. april 2018.